I det lange løb -En beretning om 160 km op og nedture i Pyrenæerne.
Onsdag d. 24 aug. 2011 rejste Tomas Sundman og undertegnede til den franske del af Pyrenæerne, nærmere bestemt omkring Tourmalet (kendt fra Tour de France) for at forberede sig til et ultraløb 2 dage efter. Ultraløb er løb som er længere en den klassiske marathon distance, altså 42,2 km. Løbet ”Grand Raid Des Pyranees” (GRP) har en distance på 160 km, hvor der er inkluderet 10.000 højdemeter (ja, lidt højere end Mt. Everest). Der er en tidsgrænse på 50 timer.
Tidligere har vi deltaget i flere ultraløb bl.a: 78 km i Schweitz, 100 km i Egypten og Marathon Des Sable, men nu stod prøvelsen på den længste enkelt etape vi har prøvet hidtil. Der er stor forskel på hvordan forberedelserne er til de forskellige løb. Til Marathon Des Sables, som er et etapeløb, trænede vi bl.a. 1 uge i træk v. Henne strand, hvor vi løb 3-4 timer hver dag, altså distancetræning mange dage i træk. Træningen var også baseret på hastighed, da man under hver etape kan ligge tæt ved aerob tærskel. Dette er ikke gældende i et løb som GRP hvor bl.a. højdeforskellen, underlag samt distancen gør at gennemsnitspulsen ikke ligger tæt ved aerob tærskel. Derimod bliver den mentale faktor mere afgørende, altså hvordan man håndterer den uundgåelige træthed, samt håndterer faktorer som vejrskift og væske/energiindtag.
Onsdagen gik med at rejse. Vi fløj fra Billund til Toulouse i Frankrig med en mellemlanding i Amsterdam. I bil kørte vi de ca. 180 km til hotellet som lå 2 km fra startområdet. Lidt føde blev indtaget og sengen fundet.
Torsdag sov vi til kl. 7.00 Selvom vi nu endelig havde en dag uden børn og arbejde, satte vi alligevel vækkeuret for at bedre muligheden for at kunne sove lidt den følgende aften. Efter en god morgenbuffet gik resten af dagen bl.a. med at se på vejrudsigten som ændrede sig time for time. Vejret havde stor betydning for hvad vi skulle vælge at ligge i depoterne på henholdsvis 72 og 117 km. Løbet skulle starte kl. 05.00 fredag morgen, ud fra vores beregninger skulle vi så nå depotet ved 72 km lige før det blev mørkt, og depotet ved 117 km. omkring daggry. Poserne som blev lagt ud i depoterne, blev derfor fyldt med tøj ud fra en masse gisninger omkring vejr og hastighed på ruten. Der blev forbløffende lidt tid til bare at ligge og slappe af, vi ordnede de sidste ting, sørgede for at fylde kroppen med kulhydrater, hørte information omkring løbet på fransk og kiggede lidt mere på rutekortet. Netop det at informationen omkring løbet blev givet på fransk, gjorde at det var meget begrænset hvad vi forstod af dette. Under det traditionelle pastaparty blev vi derfor noget overrasket over da vi tilfældigt overhørte to englændere snakke om at starten var flyttet fra 05.00 til 07.00. Dette ændrede vores planer for resten af dagen, men ellers grinede vi lidt af det. Havde vi stået ved start kl. 05.00 havde det trods alt været bedre end hvis starten var flyttet til kl. 03.00. Torsdagen brugte vi ydermere på en løbetur for at holde benene i gang, mange har måske hørt om at rytterne i Tour De France cykler et par timer på deres hviledag, præcis det samme var gældende for os, kroppen risikerer at blive dvask hvis man ikke får holdt den i gang, dvs. nedtrapningen er ekstrem vigtig for at kroppen er helt klar til løbsdagen.
Som ved tidligere løb vi har deltaget i har vi også denne gang prøvet at trænet så specifikt som muligt. Al vores træning har foregået i skov, da løbet i Frankrig ville foregå på alt andet end asfalt. Bjerge er jo lidt svære at finde i DK men vi har løbet på alle de bakker der er i området omkring Slagelse og Næstved. Vi har deltaget i bjergløbet ”hammer trail” på Bornholm, et løb på 80 km med 2500 højdemeter. Her fik vi meget specifik træning, og et fantastisk løb hvor man undres over hvor kuperet naturen er omkring Hammershus, i forhold til det forholdsvis flade sjælland. Ydermere har vi deltaget i 24 timers løb i Holte for at træne det at holde kroppen i gang i så mange timer. I vores forberedelser har vi også trænet gang, hvilket har været helt nyt. Tidligere har det handlet om at komme så hurtigt frem som muligt, til GRP kunne vi se at det var umuligt at løbe hele vejen pga. de kraftige stigninger. Fodens standfase er meget længere i gang end ved løb, hvilket i starten gav ømme skinneben og ømme ankler hos mig. Som den sidste forberedelse tog vi 1 md. før løbet startede to uger til Frankrig for at træne bjergløb. Her blev det til 20 timers løb hver uge. Vi målte pulsforskelle ift. hvilke stigninger det kunne betale sig at løbe op ad, om pulsen ændrede sig når vi brugte stave ved løb eller gang op som ned. Vi fandt frem til at pulsen var ens uanset om vi brugte stave eller ej, men der var en tydelig biomekanisk forskel i hvor belastningen var. Med stavene blev lår og ryg væsentlig aflastet både når det gik op og ned. Ved nedløb havde stavene yderligere den fordel at vi kunne bruge dem som hjælp ift. at undgå vrid i ankler, med større sikkerhed kunne vi også holde en højere fart på nedløbet hvor pulsen ikke blev særlig høj. Natteløb blev også trænet flittigt, her fandt vi hurtigt ud af at selvom vi havde en god pandelampe var det svært at holde højt tempo på nedløb, selv der hvor vi kendte underlaget. Konturerne var svære at se i fart, hvilket gjorde at farten blev sat naturligt ned. Den sidste fordel med stavene var at hvis vi skulle møde flere vildsvin (en familie med en mor, 7 unger og en bidsk udseende far var passeret 30 meter foran mig en sen aften på en bjergkam) gav de mulighed for lidt forsvar!
Vi var klar! Det var racedag, fredag d. 26 aug. kl. 07.00 og vi var klar! Vi havde sovet meget let og uroligt men dog sovet. Vi stod op kl. 05.00 og gjorde de sidste forberedelser. Vi vidste at vi kunne gennemføre, kroppen var fyldt af energi og den spændthed der skal være, men vi var ikke nervøse. Vi var i rigtig god form og havde trænet alle tænkelige scenarier igennem. Hotellets morgenmad var ikke åbnet, så vi havde medbragt vores egen blanding af havregryn, sukker og mandler, blandet op med skummetmælkspulver, og gik herefter de 2 km. til start. I startområdet var der en summen fra de 850 startende, billeder blev taget, deres ansigter viste en blanding af forventning, nervøsitet og glæde. Jeg tænkte over den forandring man altid kan se under ultraløb efterhånden som kilometerne går, nogle starter lidt kækt både i tempo og humør, efterhånden forstummer snakken og ude på ruten arbejdede mange sig stille og roligt ind i sig selv og har ikke lyst og overskud til at snakke og hilse. Blikkene bliver mere og mere tomme, maskinen/kroppen arbejder videre, alt imens der inde i hovedet bliver forhandlet om hvorvidt maskinen skal stoppes eller ej.
Starten gik, jeg startede med pandelampen på, men så snart vi kom ud af byen blev det hurtigt klart at den ikke skulle bruges før 14 timer senere. Feltet blev hurtigt forvandlet til en lang slange, som efterhånden knækkede flere gange. Vejrudsigten havde forudsagt regn fra middag til aften, hvilket så rigeligt kom til at holde. Vi startede ud i vores langærmede Icefil shirt fra New Balance. Udover muligheden for at trække ærmer op og ned, har den også en lille lækker funktion der gør at ærmet kan fæstnes på tommelen, således at man nærmest kan bruges ærmet som en fingerhandske. Den bliver hurtigt tør og har samtidig en vis varme, så i dette terræn hvor det vekslede mellem blæst og læ, bjerg op og ned, var den perfekt. Vi havde begge New Balance 876 sko på. Det er en trail sko, med indbygget rockstop funktion. Rockstop gør at de skarpe kanter på sten og klipper ikke mærkes i samme grad op i foden, hvorved bl.a. risikoen for vabler nedsættes. Tomas løb med kompressionsstrømper mens jeg ikke har fundet det behageligt at løbe med dem. Der er jo en masse mere eller mindre velbegrundede argumenter for at bruge kompressionsstrømper. Jeg har dog trods utallige forsøg, ikke fundet fordelen, tværtimod har jeg følt at min læg er blevet utrolig træt under løb. Efter løb har jeg dog brugt dem for at fremme restitution, om det har gjort en forskel kan jeg ikke sige, men når jeg har ligget i sengen med kompressionsstrømper på er en ting sikkert..det er ikke et kønt syn!
De første 15 km indeholdt 1600 højdemeter, hvilket betød en del gang. Vi klatrede bl.a. op af en skiløjpe, og kiggede på stoleliften som hang lige ved siden af, men var ikke fristet til at hoppe på selv hvis muligheden havde været der. Landskabet skiftede hele tiden, op og ned, små stier, store sten mm. Mens vi løb på en smal bjergkam kunne vi langt nede på vores venstre side se en kæmpe sø som lyste fristende blå/grønt til os.
Efter ca. 30 km begyndte regnen, der gik ikke længe inden vi besluttede os til at tage regnjakken på, det så ud som om den ville fortsætte og med de hurtige skift i vind og vejr vi vidste kunne komme, var det bedre at lave et skift for meget end et for lidt. At tøjvalget havde stor betydning fandt vi ud af senere. Terrænet skiftede hele tiden, det var svært at finde en rytme, dels pga. skiftet mellem op og nedstigning, dels pga. underlaget som var meget stenet og ujævnt, hvilket gjorde at vi hele tiden skulle være opmærksomme på at undgå vrid. Alligevel fik jeg et vrid kort tid efter. Jeg havde overvejet at tape min ankel op præventivt fra start, hvilket Tomas havde valgt, men da jeg aldrig har trænet med det ville jeg ikke risikere at blive øm i knæ eller lign, pga ændret biomekanik. Men da jeg vred om fløj alle mulige tanker rundt, hvor alvorligt var det, ville jeg vride om igen, kunne jeg klare resten når jeg allerede var vredet om første gang, skulle jeg tape op nu, da jeg havde tape med i tasken?
Efter et par km med MEGET forsigtigt løb, mærkede jeg intet til det og begyndte efterhånden også at slappe mere af igen. Kort tid efter så vi den første deltager som lå og var vredet om, han så bestemt ikke ud til at kunne fortsætte 130 km endnu. Efterfølgende spekulerede vi på hvordan han skulle komme til et depot. Løbet er et rent trail løb, dvs at der bestemt ikke var mulighed for at en bil el. lign kunne kommer derop på ruten. Jeg har ikke efterfølgende hørt om at nogen døde på turen, så han er nok kommet ned igen på en eller anden måde!
Vi nåede lidt kolde til et depot som skulle være udgangspunkt for efterfølgende at nå rutens højeste punkt Pic De Midi i ca. 2800 højdemeter. I depotet fandt vi dog ud af at denne sløjfe på 8 km med 500 højdemeter var aflyst pga dårligt vejr. Det græd vi ikke over! Vejret var blevet tiltagende dårligere og det mærkede vi specielt i højderne hvor temperaturen var tæt ved frysepunktet. I depotet var der bl.a. suppe hvilket blev indtaget med velbehag. Jeg blev lynhurtig kold af at stå stille, det var også ved dette depot at jeg fik lidt medial knæsmerte i det højre knæ. Dette forsvandt dog så snart vi var på farten igen og jeg mærkede ikke mere til det på resten af turen. På den efterfølgende nedstigning var der kraftig regn, vi overvejede om vi skulle skifte vores shorts til de tights der var i rygsækken, efter et stykke tid kom vi dog i læ, hvilket gjorde en kæmpe forskel.
Ved det andet store depot var jeg kommet lidt foran Tomas da vi havde haft en lidt længere distance med nedstigning og rimelig mulighed for at løbe ”almindeligt”. Kl. var nu ca. 11 og det var også her at P4-sjælland prøvede at ringe for at jeg kunne give en live opdatering. Uheldigvis havde jeg valgt at medbringe min smartphone, da jeg også ville bruge den til at tage billeder. Jeg havde dog ikke taget højde for at den ikke var glad for temperaturer omkring frysepunktet, så da jeg ville svare opkaldet reagerede telefonen ikke. Da en sådan telefon jo kun holder strøm ca. 24 timer slukkede jeg den. Uheldigvis blev den tændt under de efterfølgende rystelser under løbet, så den planlagte opdatering lørdag morgen blev heller ikke til noget her pga. manglende strøm på batteriet. Jeg så kort Tomas i depotet, men da jeg var klar til at tage af sted igen, kunne jeg ikke se ham, jeg troede derfor at han allerede var taget af sted. Senere på vej op af det næste bjerg blev jeg da også forbløffet, da Tomas hentede mig bagfra, dette elastikløb imellem os, hvor jeg løb hurtigere når det gik ned og han hurtigere op skulle dog gøre sig gældende resten af dagen.
Depotet ved ca. 62 km. lod vente på sig. Det forrige var ca. 20 km før, og med teknisk svære km med lange hårde opstigninger var km tiderne langsomme. Dette gjorde at vi begge blev mere og mere dehydrerede. Vi havde ikke mere vand og energibarer, og mødte desværre ikke et vandløb på denne strækning. Vi mødte ellers ofte rindende vand, men hvor er det når man skal bruge det. Det var nogle pressede sidste 3-5 km, med de klassiske tegn som svimmelhed og sult i maven. Symptomerne kender vi så rigeligt, så det var ikke skræmmende, men temmelig frustrerende når vi tænkte på at der var ca. 100 km endnu. Derfor blev depotet v. 62 km. mødt med stor glæde og der blev stoppet masser af chokolade, suppe, saltpølse, chips og væske indenbords. Vi brugte nok 15 min i depotet, men de var givet godt ud. Da vi forlod depotet var det med fornyet energi, for mit vedkommende var det så positivt at jeg ikke følte at der sad 60 km i benene allerede. Samtidig var den næste strækning på 10 km nedafgående med gode stier som gjorde et reelt og hurtigt nedløb på ca. 1 time muligt. Da denne etape var overstået var vi nået 1. tøjdepot ved 72 km, hvor vi kunne få tørt tøj på, havde muligheden for at skifte sko, samt fylde vores personlige snacks i rygsækken.
Vi forlod depotet kl. 19.30 efter at have brugt 25 min der. Noget skuffende var deres mulighed for proviant præcis det samme som de foregående depoter. Deres pasta blev dækket med ost, men de havde ingen former for sovs, ketchup, eller lign. Det nærmeste vi kom var at fylde suppe ovenpå, rent pasta med ost var ikke det der gled nemmest ned for mig. Denne mangel på forandring var måske godt for nogle, men jeg havde løbet og fantaseret om forskellige lækre muligheder, så da det store franske køkken udeblev, måtte jeg tage til takke med at hjælperne var rigtig søde og hjælpsomme, hvilket ikke er en selvfølge til danske løb. Jeg havde skiftet min langærmede t-shirt ud med en anden langærmet, for selvom vi nu havde tørvejr stod nattens anstrengelser, med tilhørende fald i temperatur, foran os. Sålerne i mine New Balance 876 havde jeg skiftet til nogle tørre, men valgte at fortsætte i skoen som jeg synes stod rigtig godt fast i de forskellige pressede situationer vi nu engang kom ud for (jeg havde et andet men blødere par trail sko i depotet). Mine shorts var skiftet ud med lange tights som blev foldet op til knæniveau mens det stadig var lyst (og lidt varmt). Strømperne var også skiftet til kompressions strømper, mest for at kunne hive dem op hvis det blev for koldt, men også med henblik på at vi forventede at natten ville foregå gående, og i gang følte jeg ikke samme ubehag i læggene som under løb.
Lige udenfor depotet ventede en stigning på 2000 højdemeter uden afbrydelse, vi tog fat i stavene og begyndte opstigningen i et godt jævnt tempo. Mens lyset svandt steg vi samtidig i højderne og nød de fantastiske farver som en nedgående sol giver. Lyset skiftede nærmest fra sekund til sekund, mens skyggerne blev længere og længere. Den skyfri himmel var en kæmpe modsætning til den regn og kulde vi havde mødt hele eftermiddagen. Vi nåede næste depot godt 2 timer senere kl. 21.40. Det var nu så mørkt at vi 5 min inden netop havde tændt pandelampen. Vi holdt den slukket så længe som muligt da det at tænde lygten vil betyde starten på anden fase, altså løb om natten, hvilket mentalt er en anden udfordring. Det at vi ventede med at tænde lygten 15 min gjorde så at vores nattefase blev tilsvarende 15 min kortere. Udover det mentale faktor, var der også den batteribesparende faktor, det er lidt skidt at stå på et ukendt bjerg i tåge, regn og hvad vi eller kunne møde af spændende ting (vildsvin og vilde franskmænd), og samtidig være mørklagt.
Efter at have forladt depotet gik det videre opad, i starten slog vi følge med 3 andre deltagere. Vi gik som en lille lysende slange opad med forreste mand som det styrende led. Den forreste person brugte relativt mere energi på at holde øje med at vi fulgte den rigtige rute, hvorved de efterfølgende personer kunne slappe af ved bare at følge med. Efterhånden som vi kom højere og højere op, blev det tilsvarende mere koldt, tågen kom og blev hurtig meget tæt, og da den endnu højere gav slip igen, kom der kraftig vind som kølede vores fedtfattige kroppe hurtigt, jeg frøs hver gang vi holdt en kort pause, derfor var det super vigtigt at holde sig i gang hele tiden. På toppen mødte vi flere som var i tvivl om hvilken retning de skulle i, på vejen op havde vi faktisk mødt nogen som vi mente var på vej ned, da vi havde nok i vores eget tænkte vi ikke nærmere over det mens vi var i det, men har efterfølgende tænkt at de måske var gået vild og var på vej ned samme vej som de kom op.
Vinden blæste nu meget kraftigt og vi fandt heldigvis hurtigt vejen ned af bjerget, og dermed også vejen ned imod læ. Kort efter sagde Tomas at han ville tage sin regnjakke på for at få lidt mere varme, men at jeg bare skulle gå, så ville han hente mig. Det lød fint for mig, igen med tanke på den kulde der ville gennembore mig hvis jeg stoppede op. Den næste lange distance foregik i store hårnåle sving, hvor jeg kunne se lysende kegler bevæge sig langsom ned af bjerget. Efter denne nedstigning husker jeg resten af turen til Check-point (CP) 7 som værende i skov, og derved i læ, men er faktisk ikke helt sikker. Fra jeg forlod det åbne bjerg kan jeg først huske mere detaljeret igen ved CP 8 som jeg ramte 04.24. Jeg havde ikke set Tomas siden han skulle have jakke på, jeg havde sat tempoet ned, men da han ikke kom besluttede jeg mig til at fortsætte i mit eget tempo.
Ved det næste depot, CP 7, tabte jeg hovedet. Jeg loggede ind kl. 01.40.
Jeg fyldte op med væske og mad, og var med gode ben klar til at gå igen. Jeg fyldte min kop med kaffe og gik af sted mens jeg nød at mærke varmen indenfra igen. Kort efter opdagede jeg at jeg ikke havde mine stave med, øv, tilbage igen, de skulle med, når man har været i gang i næsten 19 timer, er 400 meter rigtig langt at gå tilbage og jeg var da også irriteret over min forglemmelse, så kaffen blev sat og de 400 meter blev sprintet så en vis Usain Bolt ville være sat med flere længder, jeg var dog ikke Usain men mere Insane på det tidspunkt. Værre blev det da jeg tilbage i depotet ikke kunne finde stavene, da jeg spurgte om nogle havde set mine stave, mødte jeg en form for ligegyldighed fra hjælpernes side, jeg blev mere og mere irriteret og tænkte at hvem helvede kunne finde på at stjæle mine stave under sådan et løb, for når jeg nu ikke kunne finde dem, måtte de være stjålet. Temmelig frustreret gik jeg mange gange rundt i de samme cirkler men jeg prøvede at tænke klart. Efter det der virkede som en evighed, besluttede jeg mig for at drage videre uden, da jeg kom udenfor teltet kiggede jeg ned ved en afspærring hvor jeg så…mine stave. Så huskede jeg at jeg havde lagt stavene der for at tømme mine sko for jord, lettere flov over at jeg højlydt havde brokket mig over at mine stave ikke var i teltet, løb jeg hurtigt tilbage til min kop varme kaffe, som nu var blevet mere end lunken.
Turen og tiden mellem CP 7 og CP 8 husker jeg ikke meget af. Måske er det meget godt at jeg ikke kan huske så meget, måske er det en form for ”runners high”, eller måske er det en form for coping strategi der gør at jeg mentalt og fysisk kan klare et så langt løb som dette, jeg ved det ikke. Et er sikkert: Mørket har en magisk kraft hvor man i et løb som dette, løber i sin egen lille verden som kun består af det område pandelygten oplyser. CP 8 ramte jeg kl. 04.25, på det tidspunkt havde jeg passeret de 100 km og lå nu som nr 123. I depotet var der flere sårede krigere der lå på lazarettet og sov for at prøve at finde lidt energi, det gav kun mig mere energi. Jeg var glad og ved godt mod, maven havde ikke voldt problemer, indtag af væske og mad havde været perfekt siden dehydreringen omkring de 60 km, faktisk var hydreringen næsten for god, jeg skulle lade vandet mindst hvert 15. min. Jeg spiste masser af salttabletter for at holde på væsken og synes ikke jeg drak nær så meget som der kom ud, men kroppen fungerede perfekt, faktisk havde jeg så meget mentalt overskud at jeg kunne se det tidsbesparende i at have kateder, jeg havde måske sparet 2 timer samlet i løbstid, så det overvejer jeg til næste lange løb!
Jeg havde løbet mere eller mindre alene fra Tomas og jeg skiltes. De perioder hvor det var meget teknisk løb havde jeg andre deltagere der passerede mig, mens jeg overhalede når der var mulighed for ”almindeligt” løb. Men det passede mig fint at løbe alene, jeg har formentlig arbejdet godt inde i mig selv. Turen til CP 9 føltes godt på trods af at det var endnu en svær teknisk nedstigning på en glat græs skråning noget af vejen. Resten af denne del var asfalt hvor jeg nød at kunne give gas, slappe af uden at behøve at bekymre mig om at vride om.
CP 9 var samtidig det 2. depot hvor vi havde udlagt tørt tøj, sko og personlig forplejning. Jeg forlod depotet 06.30, efter at have brugt 15 min på at skifte tilbage til korte strømper, kort t-shirt og shorts. Mine fodsåler var ømme og jeg troede min mellem og forfod var en stor vabel efter ømheden at dømme, dette blev umiddelbart bekræftet da jeg vaskede mine kulsorte fødder for at få de nye strømper på. Efter løbet fandt jeg dog ud af at jeg ikke havde en eneste vabel, hele området var blevet meget sensibelt pga. de specifikke påvirkninger fra sten og klipper, og huden der virkede som en stor vabel, var kun lys fordi de havde været fugtige i så mange timer pga. regn og løb over vandløb. Jeg fravalgte da også compeed, da mine tanker lå på at der kun manglede et marathon før målstregen kunne ses. ´
Solens stråler begyndte at kigge frem over bjergtoppene, det var skyfrit. Lampen kunne ligges i rygsækken med det samme, hvilket betød at jeg havde afsluttet fase 2, natten, og var gået til fase 3, dag 2, så mentalt skulle jeg bare nappe det sidste marathon, ingen problem.
De første 11 km (af det sidste marathon) forsvandt meget hurtigt, der var ca. 800 højdemeter, men underlaget bestod af gode stier og en lille smule asfalt. Jeg overhalede en del andre gående og luntende deltagere og undrede mig over at de stadig var pakket ind i deres regnjakker, med hætterne oppe og samtidig iført lange tights, mens jeg løb i korte strømper, shorts og t-shirt. Det at de lignede halvdøde mumier gav igen kun mig mere energi og jeg kunne ikke mærke de foregående 120 km i benene, mentalt forberedte jeg mig derfor på en sluttid på omkring 29 timer, og tikkede glad ind på CP 10 kl. 08.41.
Jeg havde dog solgt bjørnen før den var skudt. Næste etape var på sølle 6 km, hvilket dog skulle vise sig at blive den værste strækning på hele turen. Fra at have løbet en god distance, som jeg efterfølgende kunne se var løbet 10 min hurtigere end vinderen, kom jeg til en passage, hvor farten blev sat helt ned. Underlaget skiftede fra vej og sti, til skæve klippestykker, hvor det var umuligt for mig at gøre andet end at se 1-2 skridt fremad. Her blev min manglende teknik virkelig udstillet, jeg synes selv jeg har en fremragende balance når det gælder svære boldøvelser med flere bolde, justering af de vrid man hele tiden får når man løber på skovbund og hvad jeg ellers prøver at udsætte mig for, men løb på kantede klipper hvor et forkert trin ville betyde slut på løbet og en ankelskade i bonus, var ikke mig. Endnu mere frustrerende var det at se hvordan de indfødte franskmænd ”dansede” over stenene, det så effektivt ud og samtidig med den mentale træthed var det et kæmpe irritationsmoment at jeg ikke kunne komme fremad, jeg havde jo stadig rigtig gode ben.
Da de 6 km endelig blev overstået fortsatte stigningen 400 højdemeter op. Jeg lokkede mig selv videre med tanke på bjergtoppen der snart ville komme, og med bjergtoppen vil også et dejligt jævnt nedløb følge med…det bildte jeg i hvert fald mig selv ind. Da bjergtoppen endelig blev nået 11.06 nåede jeg samtidig CP 11, men der ventede ikke et rart nedløb på en bred stenfri sti. Derimod skulle jeg hygge mig med en stejl nedstigning, fyldt med løse skarpe sten. Efter at have fået de første 10 sten slået ind på anklerne fik jeg nok, jeg stoppede op og råbte alt hvad kunne: ”Så flyt dog de fuck… sten og klipper”. Efterfulgt af en lige så lidt virkende: ”det kan kraf…….. ikke passe at I ikke har normale stier, hvor man bare kan løbe og nyde at løbe”. Der Efter at have brugt min energi temmelig negativt i ca. 10 min. måtte jeg jo sande, at der var ingen sten der flyttede sig, ingen bjerge der lagde sig ned, og tro mig, havde de kunnet, var det gjort med den vrede der fossede ud af mig.
I stedet kom en venlig ældre franskmand hen til mig og guidede mig verbalt videre, han snakkede om løst og fast og jeg glemte lidt, hvor irriteret jeg var. Han var ikke deltager men var bare ude for at ”randonnere” for hyggen, motionen og oplevelsens skyld. Solen havde bagt hele dagen, hvilket også satte sine spor hos mig. Jeg fornemmede med lettere svimmelhed og lettere sløret visuel fokus at jeg manglede vand. Heldigvis løb vi ned i en dal hvor vi krydsede et vandløb flere gange. Her tvang jeg vand i mig, selvom jeg ikke havde lyst, vandet gav mig umiddelbar bedring, svimmelheden forsvandt og jeg kunne fokusere på de sidste ca. 20 km. Resten af turen mod CP 12 og videre i mål var samme rute, bare modsat som vi startede ud på næsten 30 timer tidligere. CP 12 blev nået kl. 13.13, tilbage var nu kun 13 km, hvoraf de sidste 400 højdemeter i løbet lå først for.
På toppen resterede der kun ca. 10 km, alle i nedstigning eller på lige terræn. For lige at suge lidt mere energi ud af benene, kom først den sorte løjpe som vi besteg 30 timer tidligere, jeg ved ikke hvad der var sværest: opad i et jævnt men langsomt tempo, eller løbende ned med hårde excentriske belastninger af quadriceps. Nede af løjpen foregik resten af etapen i et nærmest vanvittigt højt tempo. Jeg havde stadig rigtig gode ben, de synes ikke mærket af de foregående 150 km, så jeg nød de sidste km og overhalede flere gående deltagere. Nogle havde overskud til at ønske mig tillykke med løbet, mens en enkelt, meget stivbenet deltager, nærmest fnøs ad mig da jeg spurtede forbi ham.
Målstregen blev nået kl. 15.01, hvilket betød at jeg havde gennemført løbet på 32 timer og sluttede som nr. 79 ud af ca. 850 tilmeldte. Det er jeg selvfølgelig stolt over, men placering og tid betyder ingenting i forhold til det at jeg fuldførte det mål jeg havde sat. Dieselmotoren havde kørt i 32 timer og når bare den fik energi, fortsatte den uden brok, det er fantastisk at vide at det kan lade sig gøre. Da jeg krydsede målstregen fløj tankerne rundt specielt til min familie, men også til vores sponsorer: New Balance og CH-Interfrugt som har lagt grundlaget for at dette kunne være muligt. Ved målstregen mødte jeg Tomas Sundman som måtte udgå ved 120 km efter en forstuvning, samt den 3. dansker Jakob Vemmelund som udgik ved 72 km. Læs hans beretning her.
”Er det sundt” bliver Tomas og jeg ofte spurgt om. ”Hvad er sundhed” spørger vi tilbage. Hvis jeg kigger på min status dagen efter vores forskellige ultraløb, hvor jeg har kunne løbe uden store problemer, uden smerter, uden vabler, og eneste tegn efter løbet i Pyrenæerne er lidt DOMS i quadriceps, og glut medius, så er mit klare svar: ”Ja, det er sundt”. Når det fysiske viser sig at holde til belastningerne, giver det at fuldføre et sådan løb et mentalt overskud, jeg kan bruge i min hverdag som behandler og motivator. Tager man derimod det stigende antal danskere som træner til marathon, uden at få ordentlig rådgivning, som blindt følger et netbaseret løbeprogram uden at lytte til de faresignaler kroppen udsender ved forkert, og dermed også overtræning, så siger jeg selvfølgelig: ”Nej”. Jeg kan med en vis stolthed i stemme sige at jeg aldrig har været skadet, vittige tunger vil sige at det er fordi jeg ikke træner hårdt nok, men det gør at min base er stor og jeg kan klare et sådan løb med 50-80 km ugentlig træning, året rundt. Jeg lytter til symptomerne i min krop, og mærker jeg noget på vej tager jeg hellere en hviledag eller en dag med alternativ træning i stedet for at følge det planlagte program. Vi skal blive ved med at arbejde for at folk bliver bedre til at bruge vores kompetencer i forebyggelses øjemed, i stedet for at vi primært skal bruges når skaden er sket. I sparetider som disse er det for mig logisk at der skal sættes flere ressourcer ind på at nedsætte risikoen for skader og dermed mulige operationer, med efterfølgende genoptræningsforløb til følge. ”Train smart, not hard”
Spørgsmål og kommentarer er velkomne på info[AT]4700fys.dk








































